Bygningskonstruktør-studerende Natacha Møller vokset både fagligt og menneskeligt i sin praktik i Gaihede.
”Praktikken i Gaihede har givet mig mere selvtillid både fagligt og menneskeligt. Jeg er blevet udfordret og har fået indsigt i at håndtere selv svære projekter. Mine tekniske evner er blevet skærpet, og så har jeg lettere ved kundekontakten. Tiden i Gaihede har gjort mig klart bedre”, fortæller Natacha Møller på 26 år.
Hendes 20 ugers praktik hos os er slut, og hun er tilbage på skolebænken som bygningskonstruktør-studerende på KEA.
Hovedopgave om renovering
Her skal Natacha skrive den afsluttende hovedopgave. Den kommer højst sandsynligt til at tage udgangspunkt i en renoveringssag, som hun har været involveret i hos Gaihede. Hverdagen hos en rådgiver har givet hende mere appetit på at arbejde med renovering.
”Allerede før uddannelsen var jeg interesseret i renovering. Det er både spændende og udfordrende at beskæftige sig med de ældre, fine ejendomme, hvor der skal findes særlige byggeløsninger”, siger hun.
Natacha er ikke til nybyg.
”Det meste nye byggeri i København, synes jeg, er kedeligt og grimt. Meget af det ligner fuldstændig en Revit-tegning, som min kollega beskrev det. Det er trist og uden den charme, som der er i mange af de ældre københavner-ejendomme”, siger hun.
Mentorer fra flere faggrupper
I Gaihede har Natacha i de seneste 20 uger haft rådgivere fra forskellige faggrupper som mentorer. Hun har sammen med hardcore VVS-specialister været i heftig VVS-træning i forbindelse med udskiftning af installationer i et alment byggeri, men hun har også haft andre rådgivere – blandt andet en arkitekt, og været involveret i de fleste andre slags renoveringer.
Afslutningsvis har hun været meget aktiv i projektering af vinduesudskiftninger i en andelsboligforening med 700 vinduer. Her var hun blandt andet med til at finde frem til de oprindelige tegninger af bygningen, så foreningen nu får udskiftet deres plastvinduer fra 1970’erne med Dannebrogs- og Harlekinvinduer, som bygningen oprindeligt blev bygget med.
Det blev mødt med begejstring i andelsboligforeningen.
På den opgave var hendes mentor en erfaren arkitekt i Gaihede, som ks’ede Natachas løsninger.
Så Natacha kan være på vej til at blive en byggerådgiver. Praktikken har i hvert gjort en forskel.
”Det har været et godt forløb, som fik teorien fra KEA til at give mening”, siger hun.
FAKTA OM NATACHA:
- Natacha Møller
- bygningskonstruktør på KEA – færdig sommeren 2022
- 26 år
- Bor i Valby
- Efter studentereksamen arbejdede hun i en skoforretning
Se mere om at være i praktik hos os.