FRA SOLDAT TIL BYGNINGSKONSTRUKTØR: Vores bygningskonstruktør-praktikant ønsker at levere byggeprojekter uden byggesjusk. Derfor vil han gerne være byggerådgiver, når han er færdiguddannet.
Vores bygningskonstruktør-praktikant Christopher Vedel Skovsende har oplevet lidt af hvert i sit 30-årige liv. Efter en uddannelse og arbejde som bygningsmaler, blev han efter sin værnepligt professionel soldat og har blandt andet været udstationeret i Afghanistan. I krig er det et spørgsmål om liv og død at have styr på udstyr, ansvar og aftaler.
Heldigvis er det sjældent det samme i rådgiver-faget. Alligevel er kvalitetssikring en vigtig drivkraft for Christopher. Det man gør – gør man altid ordentligt. Og det er faktisk en vigtig årsag til, at han valgte at uddanne sig til bygningskonstruktør.
”Som bygningsmaler kommer man altid til sidst og skal afslutte projektet. Ofte endte man i en situation, hvor man skulle dække over andres byggesjusk. Det havde jeg det skidt med, og det er faktisk en af grundene til, at jeg valgte at læse til byggerådgiver, da jeg besluttede mig for at komme ind i byggebranchen igen. Jeg vil meget gerne lede byggeprojekter, så jeg kan bidrage til, at det bliver udført ordentlig og i den rette kvalitet”, fortæller Christopher.
6 år i Forsvaret
Christopher studerer bygningskonstruktør på KEA – Københavns Erhvervsakademi og er nu ved at afslutte praktikken hos os. Før studiet var han i Forsvaret i knap 6 år. Her startede han i Den Kongelige Livgarde, hvor han blandt andet passede på de kongelige. Efter det kom han til Gardehusarregimentet i Slagelse.
Herfra blev han udstationeret to gange i henholdsvis Estland og Afghanistan. Han har haft forskellige lederfunktioner i hæren blandt andet i forbindelse med drift af pansrede køretøjer.
I Afghanistan var han primært en del af en enhed, der beskyttede de allierede, som skulle transporteres sikkert rundt i det krigsramte land. Det var blandt andet repræsentanter fra forsvaret, embedsfolk og tolke.
”Det var en spændende tid, hvor det for alvor gik op for mig, hvor vigtigt teamwork og ansvarlighed er for gruppen og opgavens udførsel.”
Tilbage til byggefaget
Da Christopher vendte hjem til Danmark, besluttede han sig for at skifte fag. I længere tid havde han tænkt på at vende tilbage til byggefaget og få en mere ledende rolle end som malersvend. Han ville også gerne beskæftige sig mere med selve konstruktionen i bygninger.
Derfor kastede han sig over bygningskonstruktør-studiet på KEA.
Da han skulle i praktik, valgte han bevidst at komme i praktik hos os i rådgivervirksomheden Gaihede, da han brænder passioneret for renovering.
Christopher tror på, at renoveringer er fremtiden. I en tid med klimaforandringer er det vigtigt at genbruge i stedet for rive ned og bygge nyt.
”I alt for mange år har vi haft en byg og smid væk-kultur. Det er et kæmpemæssigt ressource- og energispild, som vi er nødt til at gøre op med. Jeg tror på, at vi skal være bedre til at genbruge og udvikle det, vi har. Det er så store muligheder og kvaliteter i det eksisterende byggeri, så vi skal gøre, hvad vi kan for at fastholde det. Selvfølgelig skal det give mening i det grønne regnskab. Men jeg tror på, at renovering er vejen frem, og det vil jeg gerne gøre en indsats for”, siger han.
Det rigtige karriere-valg
Christopher har haft en god praktiktid i Gaihede.
Han fortæller, at praktikforløbet har været både alsidigt og udfordrende. Han har arbejdet med vedligeholdelsesplaner, projektering, myndighedsbehandling, kunderelationer, registreringer og samarbejde med entreprenører.
”Jeg har haft ansvar for mange opgaver, altid med en rådgiver til at sikre kvaliteten af mit arbejde. Det har været spændende at få lov til at tage beslutninger og se mine idéer omsat til virkelighed. Og hele tiden i trygge omgivelser med en erfaren rådgiver ved siden af mig”.
Han er nu endnu mere sikker i sit valg af uddannelse.
”Min praktik har bekræftet, at jeg har valgt rigtigt. Jeg brænder for at arbejde som bygherrerådgiver, og ser frem til at fortsætte min karriere inden for dette område”.
Se mere om at være i praktik i Gaihede.
Se mere om Gaihede.